Jeg har haft en fantastisk weekend i Odense!

Jeg har haft en fantastisk weekend i Odense!

For snart en måned siden var det min fødselsdag, og min søde kæreste gav mig et weekendophold i fødselsdagsgave. Jeg blev 28, og det skulle selvfølgelig fejres med maner. Derfor havde han sammensat et lille program i Odense, hvor vi så kunne nyde en forlænget weekend. Han havde lagt det i denne weekend, fordi det passede bedst med vores ferie, og så kunne vi også planlægge de sidste detaljer i fællesskab.

En hyggelig weekend

Vi havde planlagt en afslappende og hyggelig weekend i Odense. Vi valgte Odense, fordi det er en stor by med mange muligheder, uden at man bliver oversvømmet af turister. Jeg er nemlig ret træt af København efterhånden, fordi der er så mange mennesker. Og det bliver bestemt ikke bedre i dette vejr. Så det var dejligt at bruge lidt tid i en mindre by, hvor vi samtidig kunne opleve en masse.

Vi brugte rigtig meget tid i Munke Mose, som er byens park. Her hang alle byens unge ud, så det skulle vi selvfølgelig også. Det var godt nok lige varmt nok, men vi fik en is og en kold øl, og så kan man jo næsten ikke bede om mere. Det var virkelig ren afslapning

På restaurant i Odense

Vi besøgte selvfølgelig også et par restauranter, nu når vi var i en ny by. Min kæreste havde planlagt et fint besøg på Oluf Bagers Gård, men ellers besluttede vi os fra dag til dag. Der er virkelig et godt udbud af restauranter i Odense, så der var rigeligt at vælge imellem. Vi blev bestemt heller ikke skuffede nogen af stederne.

Ud over Oluf Bagers Gård besøgte vi også de to lokale street foods og en vegansk cafe. Det var supergodt, og vi fik prøvet lidt af hvert. Alt i alt var det en lækker weekend, og jeg kunne ikke have drømt om en bedre fejring af min fødselsdag.