Øv, altså! Hvor er det en mærkelig følelse. Jeg føler mig nærmest helt hjemløs, selvom jeg ikke har boet i mine forældres hus i næsten ti år. Og nu har de så solgt det.
Min bror og jeg har selvfølgelig været forberedte på det, for huset har været til salg i snart et år. Alligevel er det en meget underlig følelse, og jeg skal lige vænne mig til tanken om, at mit hjem ikke længere er mit hjem.
Alt for stort
Huset er simpelthen blevet for stort til mine forældre, og det forstår jeg jo godt. Med kælder, stueetage og førstesal er det et perfekt familiehus, men for to mennesker på over 50 er det en alt for stor mundfuld. Min mor har oven i købet dårlig ryg, så trapperne er ved at blive for meget for hende.
Haven har også i flere år været en stor udfordring for dem begge, og i deres nye hus har de heldigvis kun en lille terrasse. Så kan de nyde solen uden at skulle tænke på alt det, der skal klares i haven.
Så mange minder…
Vores store have var ellers min yndlingsting ved huset. Min bror og jeg var altid ude, og da vi var ligesom alle andre søskende, gad vi ikke altid lege med hinanden. Derfor var det tit sådan, at min bror og vores nabo Anders skød til måls på vores fodboldmål, mens mine veninder og jeg legede i sandkassen eller holdt picnic på græsset. Nogle gange kom deres bold lidt for tæt på os, og så var helvede løs! Vi havde tilfældigvis også fundet ud af, at mor tit kaldte os ind og gav os en is, når vi kom op at skændes. Vi var vist lidt udspekulerede…
Jeg bliver helt glad, når jeg tænker tilbage på alle de dejlige minder, og det får mig til at tænke på, at minderne jo altid vil være der, selvom huset er væk. Haven ser i øvrigt helt anderledes ud i dag, så der er ikke meget tilbage fra dengang alligevel. Og det bliver så dejligt for mine forældre at få et mindre hus, så jeg kan kun være glad på deres vegne.