Ja, så skete det igen. Det er noget, jeg er enormt træt af — og hvis du har stået i samme situation som jeg, så vil du kunne nikke genkendende til, hvor irriterende en situation, det er, når man taber sin telefon. Eller glemmer den. Eller får den stjålet. Eller hvad ved jeg? Det er så træls, men altså, jeg har besluttet mig for, at jeg vil finde mig en brugt eller bare en telefon, der ikke er så dyr. Måske en Huawei.
Jeg har allerede været inde i 3-butikken for at finde en, men ekspedienten kunne kun hjælpe mig med at finde bedste mobiltelefoner til børn og unge. Hvem tror han, jeg er? Det er sidste gang, jeg har handlet der. Alderen er trods alt ikke under de 30 længere, og derfor vil jeg heller ikke kaldes for et barn eller en ung — selvom man dog siger, at 30’erne er de nye 20’ere. Sådan føler jeg det dog ikke, men jeg må indrømme, at jeg er en smule negativt ladet for tiden. Ikke noget, der er specielt tilfredsstillende, men sådan er det. Herrens veje er — som bekendt — uransagelige, og det er der ikke noget at gøre ved.
Nu har dog lovet mig selv, at jeg bliver nødt til at lære, hvordan jeg passer bedre på mine mobiltelefoner. Det er noget, jeg er nødt til, men det er også noget, jeg ikke kan finde ud af på nuværende tidspunkt. Det tyder min historik af de mobiltelefoner, jeg har smidt væk, i hvert fald på. Men nok skal være nok. Jeg tror, at jeg har besluttet mig for, at jeg vil købe en Huawei, som ikke gør så meget, hvis jeg smadrer. Det er helt fint, og jeg er fast besluttet på, at det er den vej, jeg skal gå — medmindre jeg da lærer, at jeg skal passe bedre på mine telefoner.